Posted

Lørdag den 24. april afholdte Sparta de danske mesterskaber på 10 kilometer landevej – det første landevejsmesterskab siden Copenhagen Half Marathon i 2019.

Løbet blev afviklet på Flyvestation Værløse, da der jo er mange restriktioner, der skal overholdes, blandt andet at ruten ikke måtte være runder. Dermed kunne vi sende 30 løbere afsted ad gangen med 10 minutters mellemrum.

På trods af, at der var meget vind, og ruten faktisk havde en højdeprofil, der gjorde, at løbere sluttede 20 meter højere op, end da de startede, så blev der løbet rigtig stærkt med otte løbere under 30 minutter på herresiden, og ifølge Dansk Atletiks officielle statistikside, så blev der sat 197 personlige rekorder.

Sparta var også stærkt repræsenteret med hele 50 løbere blandt de 288 deltagere.

Hos kvinderne var Sparta dominerende, da klubbens løbere vandt både guld og bronze for hold.

Guldholdet bestod af Nanna Bové, 36.08 minutter (nummer 5) Stine Muldbak Andersen, 37.12 minutter (7) og Kathrine Højgaard Hansen, 37.20 minutter (10), alle tre satte nye personlige rekorder og var 28 sekunder foran nummer to Aarhus Fremad. Bronzeholdet bestod af Marie Holst Mørch, 37.41 minutter (11), Camilla Balla Bech, 38.04 minutter (12) og Signe Knigge Hylleberg 38.04 minutter (13). Spartas tredjehold tog sig af femtepladsen ud af de otte hold.

I kvindernes U23 blev Matilde Willer dansk mester i ny personlig rekord med tiden 38.42 minutter. I kvindernes 50-54 gruppe vandt Ninkie Bendtsen i ny personlig rekord med 39.59 minutter.

På herresiden blev Esben Krogh Rasmussen nummer 18 i 31.12 minutter, Asbjørn Eller Skaarup nummer 26 i 31.27 minutter, og Dean Cooper-Cunningham nummer 29 i 31.35 minutter, alle i nye personlige rekord. Som hold blev de nummer syv, i en konkurrence hvor kun 1:15 minutter skilte bronzemedaljen og 11. pladsen.

Tillykke til alle Sparta-løbere!!!

Alle resultater kan findes her: https://live.ultimate.dk/desktop/front/index.php?eventid=5278

Foto Per Alex Sportsphotos