Posted

Heinrich Duholm døde den 1. oktober i en alder af 90 år. Disse mindeord er skrevet af Spartas tidligere formand, Niels Jørgen Holdt.

 

Med Heinrich Duholms bortgang har vi mistet en stor personlighed, som i næsten 70 år har præget Sparta. 

Heinrich Duholm har haft en helt afgørende betydning for den position som Danmarks førende atletikklub, som Sparta har i dag. Med sin store energi prægede han dansk atletik og Sparta i alle årene. 

Heinrich og hans bror Helmuth blev medlem af Sparta i 1952. Helmuth blev en god atlet og træner. Heinrich blev aldrig en god atlet, men derimod en stor leder og træner.

Jeg kom til at kende Heinrich, da jeg som ung var aktiv atletikudøver i Esbjerg. Heinrich hjalp med at skaffe stangspringsstænger og med at skaffe udenlandske atleter til et internationalt stævne, vi holdt i 1968.

Det blev starten på 52 års samarbejde og venskab.

I denne fortælling om Heinrich vil jeg sætte ord på de ting, som viser hvilken person Heinrich var, og hvad han betød for Sparta og for mig i det tætte samarbejde, vi havde i alle årene.

I 1971 var jeg på vej til EM i Helsinki. Jeg tog den på stop, og uden for Helsingborg stoppede en bil, der var fyldt med 3 voksne, 2 børn og en hund – men der var også plads til mig hos familien Duholm.

Det var typisk for Heinrich. Der var altid plads til en mere, især hvis det var en spartaner. Hver lørdag om vinteren fyldte Heinrich bilen med spartanere for at køre os til skovtræning ved Bagsværd sø.

I 1972 arrangerede Heinrich en tur til Polen. Der var næsten ingen spartanere med på turen, fordi Sparta var nede i en bølgedal med få aktive, der trænede, efter en exit fra 1. division, hvor Sparta var på vej ned mod 3. division. Turen viste for mig, hvilket kæmpe netværk Heinrich havde i udlandet. Men det vigtigste udbytte af turen var, at vi fik kontakt med Bogdan, som senere blev vores første udenlandske træner.

På et tidspunkt var Heinrich ved at opgive at drive Sparta på Østerbro og mente, at det var bedre, at Sparta flyttede til Bagsværd. Det var dengang, hvor alle flygtede ud af København. At det ikke blev til noget, kan vi være glade for i dag. Men det gik så dårligt for Sparta, at vi i et år ikke havde en eneste med til de danske mesterskaber.

Vi var nede på 90 medlemmer, og tiden i 3. division blev kun klaret ved Heinrichs stædighed, når der skulle stilles hold. Han ringede ihærdigt rundt til ikke-aktive og tidligere medlemmer for at samle hold og fik også badmintonstjernen Morten Frost til at stille op i højdespring for Sparta. Heinrich stillede selv op i 1500m for at få et point til holdet og en dårlig tid til sig selv. Vi var ikke altid enige om, hvor langt vi skulle strække os for at stille hold, men 1 point er bedre end 0.

Heinrich var idrætslærer på Hillerødgade Skole, og mange drenge blev ”kraftigt overtalt” til at løbe for Sparta. En af dem har vi endnu, nemlig ungdomstræner Kim Birk. Han tog også fat i drenge, som havde vanskelige forhold derhjemme eller andre problemer. De fik lov til at bo hos Heinrich, til der kom ro over deres liv.

Heinrich kunne være utroligt stædig og så meget spartaner, at han skræmte folk væk. Han havde sine meninger, og det har mange i Dansk Atletik også oplevet på årsmøderne. Diplomat, det var han ikke, og langvarige venskaber blev brudt pga. hans firkantede facon og ofte manglende forståelse. Han var god til tysk, men lige netop fingerspitzgefühl havde han ikke så meget fornemmelse for. Heinrich havde en mening om alt – og han kunne snakke fra København til Gedser uden stop.

Atletikvenner fra hele verden kom og besøgte ham. På et tidspunkt byttede han job med en amerikansk skolelærer i et år. USA fik en idrætslærer – Sparta blev beriget med en tidligere verdensrekordholder i stangspring. 

I 1973 tog Heinrich initiativ til motionsløbet Bagsværd Sø Rundt for at tjene penge til klubben. Heinrich ønskede at bruge penge på et internationalt stævne, og det blev til et 2 dages internationalt stævne af høj kvalitet – og en tom pengekasse. Heinrich formåede at lave flere stævner af høj kvalitet med både amerikanere og DDR-atleter, og med store energi fandt han penge hos sponsorer og kontakter, bl.a. medvirkede en verdensrekordholder i højdespring i et trylleshow i Cirkus Benneweis. I 1981 går det dog rigtigt galt, og vi taber over 100.000 kroner på stævnet. Jeg hørte ikke fra Heinrich i to dage. Han var helt nede over fiaskoen – ingen tilskuere og stor gæld.

I 1980 blev Heinrich kontaktet af Politiken for at arrangere et gadeløb. Heinrich foreslog, at det skulle være et maratonløb. Heinrich var syg og bad mig tage et møde med Politiken og kommunen. Det blev til det første Copenhagen Marathon og et spændende job til mig. 

Heinrich var i mange år en utroligt vidende og velforberedt tv-speaker, når der blev sendt OL i atletik. Da han stoppede med det, undlod han ikke at fortælle om de fejl og sjusk, som hans efterfølgere lavede. Hans resultathukommelse var ufattelig og stammede fra det imponerende arbejde, han lavede ved i 50 år hver måned at udgive Atletik Nyt.

Hele tiden trådte Heinrich til, hvis der var behov for at hjælpe ved at benytte sig af alle sine kontakter. Han kontaktede overborgmesteren for at skaffe en bolig til vores træner, og han kontaktede en anden borgmester for at skaffe en af vores atleter med talehandicap en buschaufførstilling.

I 1975 tog Heinrich initiativ til oprettelse af en kvindeafdeling. Først kom en kvinde, så en mere og i 1976 var der et helt hold. Det blev for mig den vigtigste beslutning, fordi jeg i dag er gift med en af de kvinder.

Heinrich har altid bakket mig op i mit arbejde i Sparta, og han havde det udsyn, som gjorde, at det var værd at blive i Sparta i de vanskelige år. Uden Heinrich havde Sparta ikke udviklet sig til det Sparta, som vi kender i dag.

Æret være Heinrichs minde. 

Afslutningsvist vil jeg give Heinrich Spartas kampråb med på rejsen:

RA RA RA – BRA BRA BRA – SPARTA – SPARTA – SPARTA.

 

Begravelsen foregår efter familiens ønske i stilhed.

 

Niels Jørgen Holdt