Posted

Maja og Nanna blev valgt til Årets Sparta motionister ved Årsfesten 30. september. Valget stod mellem 3 kandidater indenfor hver gruppe, og deltagerne i årsfesten stemte om resultatet.

Maja Holm – Årets Sociale Motionist

Maja er her og der og alle vegne. Som formand for arrangementsudvalget og medlem af klubbens bestyrelse, samt træner på begynderholdet ser vi dig i klubben næste alle ugens dage. Din egen træning passer du nemlig sideløbende. Du befinder dig desværre pt. i en skadefase og det er der rigtig mange, der begræder. Dit altid gode humør, glade væsen og dine trænerkompetencer er meget savnet på dit gamle hold. Ved siden af alle dine gerninger i klubben er du altid at finde i Spartas heppezone. Det er din ære, at vi i klubben endelig er begyndt at få en tradition med en Sparta heppezone, og det er skønt at se, hvordan I arbejder med konceptet, så den efterhånden har fået en størrelse, man ikke kan undgå at lægge mærke til.

Da vi introducerede Me-mover i klubben, var du en af de allerførste, der så mulighederne i dette køretøj, som er en blanding mellem en cykel, et løbehjul og en stairmaster.

Du er nomineret til årets sociale motionist for dit store arbejde i klubben og for at have udviklet Spartas heppezone, og du er desuden nu allerede i gang med næste projekt, som er en maskot i klubben.

Nanna Løvborg Hansen – Årets Motionist Præstation

Et fantastisk år for Nanna. Det starter med Marathon Start Op på 10K i oktober 2016, hvor du laver PR i tiden 41:13. Et par måneder senere laver du PR i Änglemark ½ marathon i tiden 1:29:57. I august i år til Mikkellers 5K Aftenløbet løb banker du igennem i PR-tiden 19:20. Kort tid efter til Esrum Sø Rundt sætter du PR i tiden 1:56:46, som samtidig var test til dit Berlin Marathon. I Berlin kæmpede du hårdt, men fik hevet en flot PR hjem i tiden 3:11:56. Du havde håbet på en lidt bedre tid, og der gik da også lige et par timer inden du kunne glæde dig over resultatet.

Nanna, du har haft en fantastisk sæson og har arbejdet seriøst og struktureret med din træning. Derfor er du nomineret til Årets Motionist Præstation. Tillykke.